WIN ÅNDAHL – STIFTEREN

win aandahl stifter af herbster

Win Åndahl er manden bag det danske iværksætterfirma HERBSTER, som designer, udvikler og producerer nye typer plantepotter, så alle kan få flere grønne planter ind i boligen. Her får du et lille indblik i hans iværksætterhistorie.

REALISERINGEN AF EN GRØN IDE

Win Åndahl, der er manden bag HERBSTER, fortæller: Jeg har hele livet været sådan en ”iværksætter-tosse”, som er vågnet op midt om natten med endnu ”en fantastisk ide”. Når vækkeuret har ringet den følgende morgen, og hjernen er blevet tændt, har jeg nogle gange måtte erkende, at så fantastisk var ideerne måske alligevel ikke. Men mange ideer har overlevet det efterfølgende realitetstjekket, når de er blevet vendt med venner og fagfolk. Ideen med HERBSTER-sortimentet blev fantastisk modtaget af alle, og det videre forløb har vist hvorfor.

DEN LILLE HAVEMAND

Win fortæller videre: Jeg voksede op i et villakvarter udenfor København sammen med mine tre mindre brødre. Vi boede i et lille hus med en stor græsplæne, hvor der var god plads til at spille fodbold. Men det var sjældent, at vi spillede fodbold i haven, for vores mor var passioneret havedame og syntes ikke om, at vi trampede rundt i bedene efter vores bold.

Til gengæld smittede hendes haveinteresse af på os børn i kraft af, at vi hver fik et lille stykke jord i baghaven, hvor vi anlagde vores små nyttehaver. Jeg plantede bla. radiser og jordbær og husker, at jeg ikke helt kunne vente på, at gulerødderne og radiserne var vokset færdige. WOW, det var en fantastisk oplevelse at trække de første små gulerødder og radiser op af jorden.

Da jeg mange år senere selv fik børn, gjorde jeg en indsats for at give haveglæden videre til dem. Men det lykkedes ikke rigtig, for mine to børn ville hellere ligge på hængesofaen under syrenerne i baghaven med hver deres Gameboy på maverne.

KØKKENHAVER ER IN IGEN

I 2001 fik jeg konstateret sclerose, som gik lidt ud over min fysik, og jeg flyttede i lejlighed. Her var en mindre altan med begrænset plads til planter, og indenfor var pladsen til planter endnu mere begrænset. Det blev inspirationen til de første HERBSTER-produkter, for på typisk iværksættermanér, tænkte jeg, at det måtte jeg da kunne finde løsninger på.

Netop fordi jeg selv havde en god barndomsoplevelse ved at være den ”lille havemand”, har et væsentligt ”drive” omkring udviklingen af HERBSTER-sortimentet været, at give alle, også dem, der vokser op i lejligheder, den samme glæde ved at putte små plantefrø i jorden og følge de små grønne spirer, når de kommer op af jorden.

I min barndom i 60’erne og 70’erne var det gammeldags at have en køkkenhave, men sådan er det heldigvis ikke længere. Men planter og haveinteresse behøver ikke kun at være forbeholdt dem med egen have. Flere og flere får altaner på deres lejligheder, og interessen for by-haver blomstrer i alle verdens storbyer. Det grønne liv er blevet in for alle, og det afspejler sig også i madlavningen og boligindretningen.

IKKE ALT ER FORRETNING

Jeg ved, at mange måske ser det som en ulykke at få en kronisk sygdom som sclerose. Selvfølgelig er det ikke nemt, men det er jo netop udfordringer, der gør livet interessant, og det har jo ikke forhindret mig i at starte firmaet HERBSTER eller bruge energi på forskellige goodwill-arrangementer. Som Forrest Gump siger i filmen af samme navn: “My mama always said, life was like a box of chocolates. You never know what you’re gonna get.” – Ja, ingen af os ved, hvad livet vil byde os, men vi har selv indflydelse på, hvordan vi håndterer livets udfordringer.

Da jeg fik sclerose, blev min balance langsomt dårligere, og jeg måtte stoppe med at cykle, spille badminton og windsurfe. Tiden var kommet til at finde på noget nyt. Jeg var så heldig, at det blev muligt at købe en klassisk bil med automatgear. Nu kunne jeg komme rundt på en ny sjov måde, og det blev samtidig inspiration til nogle nye goodwill-arrangementer. Som barn gik jeg nemlig i skole med flere børn, der boede på børnehjem, og jeg har derfor altid tænkt, at jeg om muligt ville gøre noget for udsatte børn.

Udgangspunktet blev min egen klassiske bil og mit personlige netværk af bilejere i veteranbilmiljøet. De seneste 11 år har jeg været initiativtager til køreture i sjove biler for syge børn på Rigshospitalet og kørsel af børn og familier under Mødrehjælpens vinger. I årenes løb har vi kørt med ca. 1000 børn, som på denne måde har fået en lille pause i en svær dagligdag.

FRISKE KRYDDERURTER LIGE VED HÅNDEN

Ønsker du din egen HERBSTER? Vores produkter giver dine friske krydderurter de bedste betingelser for at holde sig flotte. Sådan kan du have friske krydderurter lige ved hånden.