Smoothies med friske krydderurter er en spændende og ofte lidt sundere variant af den sædvanlige frugtfyldte og lidt søde smoothie. Snup den fx som en slags mellemmåltid i løbet af dagen.
SMOOTHIES MED FRISKE KRYDDERURTER
Historien om smoothies starter tilbage i 60’ernes USA, hvor isboder og helsekostbutikker begyndte at mixe og blende bær, frugt og yoghurt til farvestrålende smoothies. I konsistens mindede de om milkshakes, men de var bare meget sundere. Smoothies blev hurtigt en succes, fordi de passede perfekt med tidens spirende interesse for sundhed.
VELSMAGENDE SMOOTHIES
Banan, ingefær og yoghurt er gennemgående ingredienser i mange smoothies, fordi de bidrager med sødme, skarphed og konsistens, men de er ikke en betingelse for at få en god smoothie. Det er stort set kun fantasien, som sætter begrænsning for kombinationerne. At tilsætte friske krydderurter er et nyere påfund.
Mange friske krydderurter har smagsmæssige fordele, som kan berige enhver opskrift. Krydderurter har også helbredsmæssige egenskaber takket være deres høje indhold af vitaminer og antioxidanter. Derfor kan friske krydderurter gøre noget ekstra godt for dine hjemmelavede smoothies.



NYE SMOOTHIES MED URTER
Jeg har den ’uvane’, at jeg synes, at det er sjovt at “freestyle” i køkkenet – hvor jeg tager lidt af det ene og noget af det andet. Problemet er bare, at når jeg rammer noget godt, så kan jeg ikke gentage det, fordi jeg ikke kan huske, hvad eller hvor meget jeg fyldte i blenderen. Hvis du også har det med at freestyle i køkkenet, så er mit råd, at du begynder at notere ingredienser og mængder ned undervejs – fx i en notesbog som du altid har liggende ved hånden. Sådan bliver det nemmere at lære din indre Swedish Chef at notere sine kreationer.
Eksperimenter vildt og kast dig ud i at mixe frugter, grøntsager og krydderurter
LAV DINE EGNE SMOOTHIES MED KRYDDERURTER
Ryd køkkenbordet og kast dig ud at eksperimentere med dine egne smoothies. Hvis der er børn i køkkenet, bliver det hurtigt endnu sjovere.
Her har du 3 opskrifter til lækre smoothies med friske krydderurter. De er lækre til at starte dagen med eller forkæle familien med, når de kommer trætte hjem fra skole eller arbejde.
Konsistensen er en smagssag. Så du fylder bare op i blenderen og lader den køre, til du er tilfreds.
SMOOTHIE MED BASILIKUM
Basilikum spiller godt sammen med sødlige frugter som jordbær og mango.
• 1 lille hånduld basilikumblade
• Frosne mango i stykker
• 1 håndfuld jordbær
• Nogle få isterninger + lidt vand
• Smag til med sukker
SMOOTHIE MED MYNTE
Mynte er lidt af en mirakelurt. Den friske smag passer fremragende til tropiske frugter som ananas, mango og banan.
• Ananas skåret i tern
• 2 finthakkede æbler
• En håndfuld mynteblade
• Chiafrø
• Nogle få isterninger + lidt vand
SMOOTHIE MED PERSILLE
Denne smoothie med persille vil kickstarte din dag!
• 2 finthakkede æbler
• Lidt frisk hakket ingefær
• Friskpresset citronsaft fra 1/2 citron
• En håndfuld finthakket persille
• Nogle få isterninger + evt lidt vand
Skal du købe en blender, kan du finde den rette via Forbrugerrådets test – se HER.