KUVERTBRØD MED KRYDDERURTER

kuvertbroed med krydderurter

Forkæl dine middagsgæster med lækkert kuvertbrød med krydderurter. Du kan tilpasse smagen efter dine retter.

ET KRYDRET KUVERTBRØD

Mange cafeer og restauranter overser, hvor vigtig kuvertbrødet kan være for totaloplevelsen. Man kan altid vælge imellem forskellige drikkevarer eller retter, men kuvertbrødet er som regel et standardbrød, der serveres til supper, salater m.v.. Kuvertbrødet er en slags overset signatur for cafeer og restauranter, som fortæller noget om engagementet for de små detaljer.
Sådan er det også, når du inviterer middagsgæster der hjemme, så hvorfor ikke score nogle nemme point ved at øse lidt kærlighed ud over kuvertbrødet?

FÆRDIGBAGT BRØD ER EN NEM LØSNING

Du kan nemt gøre lidt ekstra ud af kuvertbrødet der hjemme. Har du god tid, bager du måske selv, men er evnerne eller tiden knap, kan du hurtigt pifte et færdiglavet brød op.

Her er nogle andre små fif, som du kan bruge, for hurtigt at gøre dit almindelige kuvertbrød lidt mere spændende:

1) Har du et hvidt brød, som ikke er fra samme dag, så gør overfladet vådt ved at holde brødet ind under vandhanen – bare hurtigt så overfladen bliver fugtig. Bagefter sætter du brødet i oven ca. 5 min. ved ca. 200 grader – vend det evt. under vejs. Nu har du et ”færdiglavet” brød med en lækker skorpe, som kom det nybagt lige fra bagerens ovn.

2) Skær brødet i skiver (både hvidt brød og rugbrød kan bruges) og rist det på brødristeren. Sæt de ristede brødskiver ind på bordet direkte fra brødristeren, så det stadig er lidt varmt og smørret (evt. krydderurtesmør) smelter ned i brødet – lækkert.

HJEMMELAVET KUVERTBRØD

Her er opskriften på 2 spændende brød, hvor der indgår friske krydderurter i opskrifterne. ”Naan-brød” kommer fra det indiske køkken, og så bruges der selvfølgelig koriander. Det andet brød er et italiensk ”focaccia-brød” med rosmarin eller basilikum. Begge brødtyper er rimelig nemme at gå til, så kast dig bare ud i det og glæd dig til at imponere dine gæster, familie eller venner med dejligt frisklavet kuvertbrød.

NAAN BRØD

Naan-brød er et blødt brød med ristepletter, som passer perfekt til lidt mere eksotisk retter. Netop fordi der er koriander i naan-brød, skal man være opmærksom på, at det er en smag, som mange kan have det lidt svært med.

Ingredienser:
1½ dl mælk 

1½ dl tykmælk
5 g gær

1½ tsk salt

1 spsk vand
Ca. 400 g hvedemel

1 spsk. sukker
1 tsk. støds sort peber
40 g smør

1-2 fed hvidløg (presses)

1 håndfuld hakkede koriander

Sådan gør du


  1. Rør gæren ud i vandet og tilsæt: mælk, tykmælk, salt, sukker, halvdelen af smørret som skal smeltes og sigt melet i.

  2. Rør dejen godt igennem i ca. 10 min. med en håndmikser. 

  3. Lad dejen hæve i mindst 4 timer eller gerne natten over.
  4. Drys et godt lag mel på bordet, og rul dejklumper på størrelse med en knytnæve, ca. 1 cm tykke.
  5. Drys dem med stødt sort peber.
  6. Lad brødene efterhæve i 30 minutter.
  7. Varm ovnen op til 250 grader (evt. med en bagesten).
  8. Bag brødene i ca. 3 min.. Tag dem ud og pensl dem med det resterende smør som smeltes og iblandes hvidløg. Drys de hakkede koriander udover brødene.
  9. Bag yderligere 1. min.

Du kan også bage naan-brød på grillen eller på en almindelig varm stegepande med lave sider. Under alle omstændigheder er det vigtigt at bage med høj varme. Sådan opnår du samme effekt som i den traditionelle tandoor ovn.

FOCACCIA BRØD

Focaccia-brød kommer fra det italienske køkken, og er et fladbrød i familie med pizzaen. Det er nemt at lave, og smager fantastisk, når det serveres lunt næsten lige fra ovnen.

Ingredienser
1/2 tsk gær
4 dl lunkent vand
500 g hvedemel – gerne italiensk hvedemel
2 tsk salt 
1 dl olivenolie
En håndfuld friske krydderurter – fx rosmarin eller basilikum
2 fed hvidløg
1 lille tsk salt – gerne grov flagesalt

Sådan gør du:

  1. Kom det lunkne vand og gær i en skål og rør det ud med en grydeske.
  2. Tilsæt gradvist hvedemel. Rør det godt igennem i nogle minutter.
  3. Kom lidt olivenolie og salt i dejen og rører yderligere et lille minut – dejen skal være tynd.
  4. Smør en form eller ildfast fad med rigelig olivenolie og kom dejen i.
  5. Lad dejen hæve i knap 1 time, uden at den er dækket af et viskestykker eller lignende.
  6. Indstil ovnen på 225 grader varmluft.
  7. Fordel tre spiseskefulde olie ud over focaccia brødet, og kom salt og krydderurter på brødet.
  8. Tryk forsigtigt huller med fingrene jævnt fordelt i dejen.
  9. Bag brødet i ca. 22 minutter. Tag det ud af ovnen og dryp lidt olivenolie på brødet for at få en lækker blød overflade.
  10. Lad brødet køle lidt ned og skær ud i passende skiver.

Hvis du ønsker endnu mere smag, kan du smøre med krydret smør, som du også kan finde inspiration til her i bloggen.

FRISKE KRYDDERURTER LIGE VED HÅNDEN

HERBSTER CUT3 planteholder giver dine friske krydderurter de bedste betingelser for at holde sig flotte. Den tredelte plantepotte fås i sort eller hvid glaseret stentøj af høj kvalitet, som passer i alle køkkener.